Katsuki Sekidas lære om absolut samadhi og positiv samadhi.

Tim Pallis

Der er i den indiske yoga litteratur og i de mangfoldige meditations vejledninger omtalt flere forskellige slags samadhi eller koncentrationstilstande. Her skal vi kun beskæftige os med de to samadhi tilstande, som Katsuki Sekida gør meget ud af og kalder absolut samadhi og positiv samadhi.

De svarer måske ikke helt til de klassiske fremstillinger af samadhi tilstande i de indiske yoga og meditations systemer, men til gængæld er Sekidas 2 samadhi mere brugervenlige for moderne praktikanter. Han baserer sin fremstilling af sine erfaringer med disse samadhi på den kinesiske zen mester Rinzais (kin. Linji, d. 866) tese om de 4 bevidsthedstilstande:

1. Fra tid til anden fjerner man personen, men ikke miljøet.

2. Fra tid til anden fjerner man miljøet, men ikke personen.

3. Fra tid til anden fjerner man både personen og miljøet.

4. Fra tid til anden fjerner man hverken personen eller miljøet.

I den første af Rinzais bevidsthedstilstande er man helt absorberet i de omstændigheder, som det praktiske liv i dette øjeblik kræver af en. Her har man glemt sig selv. Sekida giver et eksempel på kirurgen, som er så koncentreret i sit arbejde, at han ikke i sin bevidsthed registrerer det jordskælv, som finder sted samtidig med operationen. Det opdager han først bagefter, da man gør ham opmærksom på det.

Vi befinder os i denne koncentrationstilstand eller samadhi, når vi ser fodbold, læser, skriver, fisker eller elsker - selv når vi bukker, sætter os ned eller blot tænker. Vi er hvert øjeblik absorberet i nuets aktivitet eller tankens aktivitet.

Der er naturligvis forskellige grader af denne absorbering, som har noget at gøre med graden af opmærksomhed bevidst eller ubevidst. Men man har i disse bevidsthedstilstande mere eller mindre glemt sig selv, dvs. man er ikke selvbevidst om sin adfærd, følelser eller tanker. Den indre person er fjernet, og sagen eller miljøet optager ens bevidsthed.

Sekida skelner mellem det rigtige samadhi, som opnås i zazen træningen og en falsk samadhi uden denne træning. Når man praktiserer zazen, bliver man forankret i en indre krops erfaring. Selv om man midlertidigt glemmer sig selv, er ens mentale liv stadig parat til at udtrykke sig hvert øjeblik.

Den der ikke taber sin optrænede koncentrationstilstand, selv om han er involveret i ydre omstændigheder, er i positiv samadhi. Det indre liv er ikke glemt, men blot inaktivt.

I zazen træningen opnås positiv samadhi f.eks. ved at koncentrere opmærksomheden på sit åndedræt, eller ved at tælle åndedrættets indånding eller udånding eller begge dele. Det er altså en udadrettet bevidst mental aktivitet.

Positiv samadhi er også den aktive form for samadhi, som kan opnås på mange forskellige måder ved koncentreret opmærksomhed på det man gør i dagliglivet eller på arbejdspladsen. Katsuki Sekida lægger vægt på, at man i zen træningen udvikler både positiv og absolut samadhi sideløbende.

Falsk samadhi mangler baggrunden i den indre forankring, som kommer med zazen erfaringen. Man kan f.eks. tale om kamp samadhi, had samadhi, vrede samadhi, smerte samadhi, sorg samadhi eller angst samadhi. Det er altsammen falsk samadhi. For at vise bredden af disse falske samadhi tilstande nævner Sekida også koens samadhi, når den står på marken og tygger drøv.

Dyrene er i en vis forstand i samadhi hvert øjeblik. Der er græssende samadhi, flyvende samadhi, svømmende samadhi, løbende samadhi osv. Men dyrene har ikke samme selvbevidsthed som mennesket, derfor er deres samadhi ikke helt det samme.

Den 2. af Rinzais bevidsthedstilstande beskriver den indre opmærksomhed i zazen praksis. Når man koncentrerer sig indadtil f.eks. om sit åndedræt udvikler der sig et samadhi, hvor den spirituelle energi dominerer sindet. Når den indre opmærksomhed dominerer, er der et fravær af opmærksomhed på ydre omstændigheder. Dette indre samadhi kaldes absolut samadhi.

Absolut samadhi er en koncentrationstilstand, hvor næsten al mental aktivitet er stoppet. Katsuki Sekida kalder den ikke “negativ samadhi”, fordi den er grundlaget for al zen aktivitet og fører til erfaringen med det, han kalder ren eksistens. Dette samadhi svarer til den tilstand Rinzai kaldte: Fra tid til anden fjerner man miljøet, men ikke personen.

Rinzais 3 bevidsthedstilstand: Fra tid til anden fjerner man både personen og miljøet, er en yderligere uddybning af absolut samadhi. Her er der et fravær af både indre og ydre omstændigheder, hvor man så at sige transcenderer det mentale bevidstheds liv.

Når man befinder sig i den virkelig dybe fase af zazen er selve bevidsthedens refleksive aktivitet helt forsvundet, og der er derfor tale om en tilstand uden bevidsthed om sig selv ligesom det faktum, at øjet ikke kan se sig selv.

I en mere overfladisk fase af dette samadhi bryder bevidsthedens refleksive aktivitet undertiden ind og gør os opmærksom på ens samadhi. Den dybe samadhi bliver på denne måde af og til afbrudt. Jo dybere samadhi bliver, des sjældnere bliver disse afbrydelser af den refleksive bevidsthed. Til sidst forsvinder de helt.

Denne tilstand kaldes mu, som på japansk betyder "ingen", men det er ikke et fuldstændigt tomt "ingen", da det i virkeligheden er den reneste form for eksistens. Man er ikke bevidst om sit dybe, absolutte samadhi, og intet kan vides om det. Det er en tilstand af fuldkommen stilhed, som den japanske Sōtō Zen mester Dōgen (1200-1253) kaldte sjæl og legeme faldet af.

I denne tilstand er der ingen tanker og sindet er tomt, men alligevel er man i en tilstand af krystalklar vågenhed. Denne tilstand af stilhed eller tomhed er imidlertid en latent kilde til alle slags mentale aktiviteter. Det er en tilstand af ren eksistens.

Den japanske zen mester Hakuin Zenji (1686-1769) kaldte den for "den store død". Erfaring med den "store død" er dog ikke almindelig for folk, der er i zen træning, men ønsker man det, der kaldes bodhi eller oplysning og dermed befrielse, må man igennem denne tilstand én gang for alle.

At træde ind i den mentale stilhed, som karakteriserer absolut samadhi, vil sige at afklæde sig bevidsthedens vanebundne mentale aktiviteter, som Sekida kalder "topsey-turvy delusive thought". Det er en katarsis for sjæl og legeme.

Når man atter kommer ud af (eller tilbage fra) dette samadhi og ind i det virksomme livs aktuelle verden igen i og med bevidstheds livets almindelige aktiviteter, vil man opdage, at man er fyldt af en indre fred og sindsligevægt og samtidig udstyret med en stærk mental energi og ophøjet ro.

Intellektuelt er man vågen og klar og emotionelt set føler man sig ren og sensitiv. Denne tilbagevenden eller genvindelse af en ikke adskillende bevidsthed bliver ofte omtalt som, at "bunden falder ud".

Det sker pludseligt ved, at én af ens sanser med ét vækkes af f.eks. et lydindtryk, lysindtryk, duftindtryk eller lignende. Det kaldes kenshō jobutsu, som betyder at se sin egentlige natur og blive en buddha. Man befinder sig nu igen i positiv samadhi med en følelse af frihed i sindet. At fungere i denne samadhi tilstand midt i livets komplekse situationer er en virkelig befrielse.

Man befinder sig nu i den 4. af Rinzais bevidsthedstilstande: Fra tid til anden fjerner man hverken personen eller miljøet. Dette er målet med zen træningen, og det vil sige sindets frihed i det almindelige praktiske liv.

Det er den spirituelle modenhed, som det er muligt at opnå, når man går ud i tilværelsen med et sind uden hindringer og uden at miste den tilstand, som man fandt i absolut samadhi.

Den, der har opnået en sådan modenhed gennem sin Zen træning, kan nu virke frit. Både den indre opmærksomhed og opmærksomheden på de ydre omstændigheder foregår i fuld frihed, og der er intet, som længere hæmmer ens aktive engagement.